Ronja - elsket og savnet

Ronja var en Cavalier King Charles Spaniel, som kom fra Kennel Townfield. Hun har i sit liv gået meget på udstilling, og også vundet en del. Hun blev da hun var omkring 2 år gammel Dansk Champion, og senere fik hun hvalpe. Det blev til 5 kuld, eller 20 hvalpe ialt.

Men det var først da Ronja var omkring 9 år at hun kom ind i mit liv og jeg lærte hende at kende.
Ronja tilhørte min stedfar som havde hende med ud til os hver weekende, weekenderne blev til uger og uger blev til forevigt.

Jeg var så glad for jeg havde altid ønsket mig en hund, og nu var den drøm gået i opfyldelse.

Ronja var noget helt for sig selv. Hun var doven, gammel og døv. Men hun var noget af det mest kærlige væsen der kunne gå på fire ben. Når man sad sammen med hende og kælede ville hun altid kravle helt ind i maven på en. Når man kløede hende i ørene, sagde hun en sjov lyd, men bestemt ikke for at man skulle stoppe. Gjorde man det nu alligevel fik man blikket, for hun mente bestemt ikke at man skulle stoppe.

Da jeg flyttede hjemmefra, var det først meningen at Ronja skulle blive hos min mor og stedfar, men jeg fik lov at passe hende. Når jeg så ville komme hjem og aflevere hende efter nogle dage, fik jeg hende med igen når jeg tog hjem, og på den måde boede hun alligevel hos mig.

Når jeg havde hende med i hundegården for at hun kunne lege med de andre hunde, ville hun altid op på bænken og gå fra person til person for at blive kælet. Hun var ret ligeglad med de andre hunde, så længe de lod hende være i fed. Begyndte de på noget pjat ville hun straks sætte dem på plads.


Da Lilly kom ind i vores liv blev Ronja som en mor for hende. Hun opdragede på hende, og legede med hende.



Ronja legede ellers ikke med andre hunde, men når Lilly kom og bed hende i ørene eller benen kunne hun ikke sige nej. Det var dejligt at se hende liv op, og det var dejligt at have en der kunne hjælpe mig med den lille hvalp.

Når Lilly skulle lære et nyt trick var det Ronja der først skulle gøre det. Da Lilly så havde set at Ronja fik guffer for det hun gjorde, gik der ikke to sek så kunne Lilly også.

Det var meget hårdt for både Lilly og mig at miste Ronja, da hun var vores bedste ven.


Ronjas Sidste Dag
Når man mister sin bedste ven

Det var lørdag aften, og som andre lørdage var vi taget i byen. Lilly og Ronja havde været alene det meste af dagen, men om aftenen skulle vi ned til min søster, som vi er så tit. Der var ikke noget specielt ved den dag, alt var som normalt.

På gåturen der hen fik jeg en fornemmelse af at der var noget galt, jeg vidste ikke hvad, men troede at der måske var nogle der fulgte efter os. Og da det er små hunde jeg har, følte jeg mig ikke tryg ved at gå der på stien i mørket.

Da vi var kommet til de boligblokke hvor min søster bor, så jeg en bil som kom kørende mod mig, da han så mig sænkede han farten og stoppede næsten. Han drejede og kørte ud. Jeg gik videre hen mod min søsters blok, men bilen kom pludselig tilbage. Der blev jeg bange og løb. Jeg løb to blokker med begge hunde og da jeg var kommet til min søsters blok kom den samme bil kørende ind her. Jeg spænede op af trapperne og ind til min søster. Man hun se at begge hundene var udmattede og især Ronja stod og hev efter vejret. Men hun gik i køkkenet som hun var vant til for at kigge efter kattens mad.

Vi satte os ind i stuen og Lilly rendte rundt og legede. Ronja kom stille hen til mig og hoppede og i sofaen. Hun var stadig lidt forpustet. Men jeg fik hende ned igen, for hun var våd og mudret. Så hun gik ud i køkkenet igen.

Ca. 20 min efter vi var ankommet til min søster kom Ronja ind til mig igen. Hun lagde sig ned og fik pludselig et anfald. Hun havde tidligere haft dem, og jeg var faret op og var begyndt at hive og slide i hende. Jeg havde fået at vide at hun bare havde fået epilepsi, og at det ikke var noget farligt. Jeg havde fået at vide at jeg bare skulle beroligede hende, så det gjorde jeg.

Men så begyndte hun at gø meget højt og skingert, som om det gjorde ondt på hende. Hun gøede 4 gange og så blev hun stille. Jeg blev rigtig bange denne gang og råbte af hende og ruskede i hende, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hun kiggede hjælpeløst på mig og tog sit sidste åndedrag.

Vi lyttede til hende for at høre om hendes hjerte stadig slog, for det kunne jo være at vi kunne få hende tilbage. Jeg to hende op, men hun var blevet helt slap og der var ikke mere at gøre. Hun var væk. Både min søster og jeg vidste ikke hvad vi skulle stille op med hende, for det er første gang vi har stået med en død hund.

Vi prøvede at ringe til vores mor men hun var til julefrokost, og kunne ikke høre telefonen. Jeg tror jeg ringede til hende 15-20 gange før hun så telefonen. Hun tog den og lovede at hende og min stedfar ville komme og hente Ronja senere.

Jeg tog Ronja til mig og kælede hende. Jeg ville ikke rigtig tro på, at hun ikke var her mere. Hun havde stadig åbne øjne og kiggede stadig med det hjælpeløse blik på mig. Lilly kom hen og snusede til hende. Jeg tror ikke rigtig at hun forstod at Ronja var væk. Hun kunne se på mig at der var noget galt og kom hen og ville kæles.

Da min mor og stedfar kom bar jeg hende ned i bilen og kørte med dem hjem med hende. Jeg havde ikke lyst til at give slip på hende, og ville egentligt bare have hende med hjem til mig selv igen.

Dagen efter blev Ronja begravet i haven ved min mor og stedfars nye hus. De plantede et træ der hvor hun ligger, som nu er opkaldt efter hende.

Lilly gik i mange dage efter og ledte efter Ronja. Hun begyndte og at pylre mere, og var ikke længere så legesyg som før. Men vi må bare begge indse at vores bedste ven er død, og at hun aldrig kommer tilbage.


Facts om Ronjas død

Ronja døde d. 4. december 2004, 4 dage før hendes 11 års fødselsdag. Hun var en Cavalier King Charles Spaniel, som aldrig har haft problemer med sit hjerte. Hun var ikke syg op til hendes død, så hun har ikke lidt. Hun var begyndt at blive gammel både af udseende og af sind. Hun var ikke længere så hurtigt og havde ikke så meget lyst til at gå de store ture. Hun havde haft epilepsilignende anfald 4 gange før hvor der ikke skete noget. Vi ved ikke med sikkerhed hvad det var hun døde af.